Hvad er nældefeber

Nældefeber eller urticaria er tilstand, som er karakteriseret ved udvikling af nælder (kvadler), og/eller angioødem.

Nældefeber er et kløende udslæt, som består af akut hævelse i huden, hvor de enkelte elementer (områder) svinder igen inden for 24 timer, mens nye eventuelt kommer til.

Når nældefeberen har varet i over 6 uger, kalder man det kronisk nældefeber/urticaria.

 

Se denne video af ledende overlæge og professor på Bispebjerg Hospitals hudafdeling, Simon Francis Thomsen, fortælle om symptomer og behandling af nældefeber.

Mere om nældefeber

Nældefeber er en almindeligt forekommende hudsygdom, som kan være akut eller kronisk og optræde spontant eller evt. være udløst af fysiske påvirkninger (fysisk urticaria). 

De største elementer kan være blege i midten og fremtræde med en let rødlig ring omkring.

Akut og kronisk nældefeber kan være udløst eller forværret af medicin man har indtaget, af infektioner eller af fødevarer, men hos mere end 80% af personer med nældefeber finder man ikke årsagen til sygdommen.

En særlig type af nældefeber er angioødem. Her er hævelsen ofte mere diffus og sidder dybere i huden, typisk fx på øjenlåg, på læber, kønsdele, tunge eller i de øvre luftveje. Huden er mindre rød og klør ikke. Hævelsen ved angioødem kan vare i op til tre døgn.

I løbet af livet vil 15-20% af befolkningen få et udbrud. Akut nældefeber er hyppigst hos børn, kronisk er hyppigst hos voksne. Kvinder får tilstanden tre gange så ofte som mænd.

 

Hvad er angioødem?

En særlig type af nældefeber er angioødem. Her er hævelsen ofte mere diffus og sidder dybere i huden, typisk fx på øjenlåg, på læber, kønsdele, tunge eller i de øvre luftveje. Huden er mindre rød og klør ikke. Hævelsen ved angioødem kan vare i op til tre døgn.

Personer, der lider af kronisk nældefeber med angioødem, oplever ofte symptomerne over en længere periode end de personer, som kun har udslæt.

En lille andel af patienterne kan også opleve udelukkende at få angioødem.

 

Hvilke typer nældefeber findes der?

1. AKUT URTICARIA

Akut urticaria er kløende udslæt med nælder (kvadler), som kommer og går, men forsvinder inden for seks uger.

Almindeligvis vil urticaria episoderne vare 1-3 døgn.

I løbet af livet vil 15-20% af befolkningen få et udbrud. Akut nældefeber er hyppigst hos børn, kronisk er hyppigst hos voksne. Kvinder får tilstanden tre gange så ofte som mænd.

 

2. KRONISK SPONTAN URTICARIA

Kronisk spontan urticaria er kløende udslæt med nælder (kvadler), som kommer og går og varer i mere end seks uger. Nogle oplever også hævelser i det dybereliggende hudlag (angioødem).

Ved kronisk urticaria er det vigtigt, at kontakte sin læge for at øge livskvaliteten og behandle symptomerne.

 

3. FYSISK URTICARIA

Fysisk urticaria kan eksempelvis udløses af kulde, varme, vand, tryk og sol på huden.

- "Urticaria factitia" (urticariel dermografisme) er en tilstand, hvor personen udvikler nældefeberelementer som følge af, at man ridser let i huden. Elementerne svinder inden få timer. Ved urticaria factitia kan almindelig berøring af huden give anledning til kløe.

- "Trykurticaria" er en form for nældefeber, som udvikles hos enkelte patienter, som følge af langvarigt og kraftigt tryk og giver ofte mere smerter end kløe.

- "Kuldeurticaria" udløses nældefeber af kulde, fx efter koldt bad eller kold blæst.

- "Solurticaria" kommer som følge af soludsættelse.

- "Kolinerg urticaria" er en særlig form for nældefeber er som udløses af fysisk aktivitet med efterfølgende sveddannelse.

- "Kontakturticaria" opstår efter direkte kontakt med et allergen (ex. latex) eller en toksisk påvirkning (ex brændenælder). Ved kontakturticaria kommer kløen akut på berøringsstedet og der opstår kvadler på huden på det pågældende sted efter få minutter.

 

Hvor almindelig er nældefeber?

Nældefeber er en af de mest almindelige hudsygdomme.

Op til hver fjerde oplever at få urticaria i løbet af livet, og omtrent 0,5-1% af befolkningen lider af kronisk urticaria. Alle aldersgrupper kan få kronisk urticaria, men sygdommen begynder oftest i 20-40 års alderen.

Kvinder får tilstanden tre gange så ofte som mænd.

 

Hvilke følger har det at have kronisk nældefeber?

Kronisk nældefeber kan i høj grad påvirke livskvaliteten og føre til søvnmangel samt psykologiske følgesygdomme som f.eks. depression og angst.

Forskning viser, at påvirkningen på livskvaliteten er lige så stor som ved f.eks. visse former for hjertesygdomme. Man kan opleve mangel på energi, blive socialt isoleret og er følelsesmæssigt påvirket.

Patienterne kan også opleve vanskeligheder i forhold til arbejdet grundet deres nældefeber, hvilket kan reducere arbejdsdueligheden.

Updated: 14-06-2019